Bliver det silden, torsken eller måske den glatte ål, der løber med titlen som Danmarks nationalfisk?
Danskerne skal til stemmeurnerne for at bestemme, hvilken fisk, der skal kåres som Danmarks nationalfisk. Fødevareminister, Jacob Jensen (V), har nemlig udskrevet valgkamp for at finde Danmarks nationalfisk.
Men det handler selvfølgelig om mere end fisk: valget skal være med til at sætte fokus på livet under havoverfladen – både kulturelt, historisk og kulinarisk – i en tid, hvor havmiljø og fiskebestande er under pres.
Kåringen er både en hyldest til vores blå natur og et opråb om at passe på havmiljøet. Det er en mulighed for at fejre vores stærke bånd til hav, fjorde, søer og åer, men også fiskeriets rolle i både i historien, i kulturen og i køkkenet.
Ved at vælge en nationalfisk hylder vi både naturen under overfladen og den kulturarv, der binder os til havet, men skaber også opmærksomhed om, hvordan vi bedst sikrer vores havmiljø og fiskebestande til fremtidens generationer.
Et dommerpanel har udvalgt seks fisk, der alle er udbredte i danske farvande og har historisk, kulturel og kulinarisk betydning. Du kan læse mere om både dommerpanelet og kriterierne her på siden.
Hvilken fisk skal have dit kryds? Stem på Danmarks nationalfisk her.
”Danmark har allerede en nationalret, en nationalblomst og en nationalfugl. Nu er det på tide, at Danmark får en nationalfisk. Fisk har i århundrede spillet en vigtig rolle som mad på danskernes tallerken, i vores kultur og som erhverv. Sådan skal det også være i fremtiden. Nu er spørgsmålet, om det mon bliver den lille sild, den hurtige makrel eller en af de andre i alt seks danske fisk. Jeg har allerede valgt, hvor mit kryds skal sættes. Nu er det op til dig, hvilken fisk du mener, der skal løbe med titlen som Danmarks nationalfisk. God valgkamp!”
– Jacob Jensen (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.